#Sporløsfærd Mand i skumring

#Sporløsfærd

Foto: #Sporløsfærd

Vi skal huske at passe på naturen. Det gør vi med #sporløsfærd.

Møn er et populært sted at besøge. Men ved du egentlig, hvor du må overnatte og opholde dig i naturen? Vi har samlet nogle guidelines, som gør oplevelsen god for dig. Og for naturen og lokalbefolkningen.  

Der er nemlig regler for ophold i det grønne, og dem skal du kende, for det er  vigtigt, at naturen og lokalsamfundet respekteres af det stigende antal gæster, som besøger området. 
 

Ved du egentlig, hvor du må overnatte og opholde dig i naturen?

Affald, ophold på privat grund, toiletbesøg, toiletpapir og teltning på ulovlige steder er desværre et stigende problem på Møn. Det giver en masse uro, og udfordrer gæstfriheden i lokalsamfundet, når der efterlades affald, støjes, teltes, eller når den frie natur bliver brugt som toilet. Kommuner, foreninger og Naturstyrelsen bruger unødvendige ressourcer, når der skal mægles og ryddes op. Så lær naturens færdselsregler at kende inden du bevæger dig derud. Så bliver oplevelsen god for alle.

4 vigtige ting!

Fire ting som enhver kan huske og respektere.

1. Overnatning
Lad os slå det helt fast. Vi har ikke allemandsret i Danmark. Det betyder, at du ikke må slå telt op og overnatte, hvor du har lyst. Hverken på stranden, i skoven eller andre steder. Ligegyldigt hvor dejligt der er. Vær også opmærksom på, at der gælder forskellige regler i  private og offentlige skove.
2. Affald
Det er helt simpelt. Tag en pose med til dit affald og smid det i en affaldsspand efter din tur. Lad være med at efterlade toiletpapir, lort eller lommeservietter. Eller noget som helst andet. Hvem har lyst til at være et skovsvin?
3. Toilet
Find et toilet. Helt generelt må man faktisk ikke gå på toilettet i naturen. Men kan kan jo befinde sig langt fra et toilet.  Så: Placer dig væk fra veje og stier. Andre gæster vil nok helst slippe for synet.  Grav dine efterladenskaber ned. Brug hælen til at grave et hul eller dæk til med et tykt lag blade eller gene.  Efterlad ikke dit toiletpapir. Vi behøver vist ikke forklare hvorfor.
4. Støj
De eneste der må støje i naturen, er dyrene. Lad musikken blive hjemme og nyd naturen i ro. Du forstyrrer naturen og lokalbefolkningen, hvis du støjer. Støj er musik, råb og larmende adfærd. Det er da irriterende at festen bliver lukket. Så find et andet sted til den.

Hvordan ved jeg om skoven er offentlig eller privat?
En god huskeregel er at kikke efter afmærkningen i skoven. Kig efter skilte ved indgangen til skoven. Statslige skove har ofte afmærkning ved de større indgange med tavler og røde pæle inde i skoven. Kommunale skove har ofte sorte pæle. De private skove har typisk grønne pæle. Er du i tvivl, så betragt skoven som privat. Eller spørg dig frem. Så kommer du ikke til at gøre noget forkert.

Du må godt overnatte en enkelt nat på stranden. Men du må ikke slå telt op. 

Offentlige skove
Hvis du befinder dig på Naturstyrelsens areal, må du overnatte i skovbunden i en sovepose, med et tæppe eller et regnslag. Du må også godt sætte en hængekøje op i et træ. Selvfølgelig uden at gøre skade på bark og grene. Til gengæld må du ikke sætte en tarp eller et regnslag op, så det får funktion som et telt. Det må kun ske i skovene med fri teltning: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/fri-teltning/

Offentlige skove er statslige og kommunale skove og skove drevet af offentlige stiftelser.

Naturstyrelsen liner reglerne op her: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/

Private skove
De er private. Ligesom din have eller altan. Hvis du får en impuls til at overnatte på private arealer, er du på gyngende grund, og du får nemt en irriteret lodsejer på nakken, og så bliver turen ødelagt. Er du i tvivl om du befinder dig på privat ejendom, så find et andet sted. Eller spørg. Så kommer du ikke galt afsted. 
 

Husk også...

Her får du lidt flere tips og tricks til din tur i naturen.

SE - IKKE PLUKKE

Foto: Thomas Ix

Der er flere sjældne orkideer på Møn. De er utroligt smukke og man får lyst til at plukke dem. Men det må man ikke. Tag et foto i stedet og kig på blomsten der. 
 

BRÆNDE TIL BÅLET

Foto: #Sporløsfærd

Hvis du vil lave bål, må du selv medbringe brænde eller indsamle nedfaldne grene. Det er ikke tilladt at skære eller brække grene af træerne.

Sådan slukker du et bål på stranden
Du må godt lave bål ved havet. Men kun på selve sandstranden. Altså det stykke, som ligger mellem vandkanten og der, hvor vegetationen begynder.

Men sluk det rigtigt! 

Det kan ikke siges tydeligt nok. Sluk ALDRIG et bål ved at hælde sand på det. Det giver voldsomme brandskader, hvis mennesker og dyr kommer til at træde i det. Sandet bliver glødende, og det brænder sig ind i huden, og giver voldsomme skader. 

Så dæk aldrig bålet til. Sluk altid med masser af vand. Og mere vand! Du har et helt hav at tage af. Så vær grundig!
 

 

FIDO SKAL I SNOR

Foto: Thomas IX

Husk at holde hunden i snor. Hvis du ikke fører din hund i snor, udløser det en hilsen fra Politiet. Harer og rådyr bliver ofte skambidt af løse hunde. Og det er virkelig en fæl oplevelse!

Tak!

Del gerne budskabet og tip til #sporløsfærd på dine kanaler, så Danmark kan blive det reneste outdoorland. Tak fordi du passer på Vores Natur!