Fra ruinterrænet kigger man over til halvøen Oringe og byens hyggelige Nordhavn med café og fiskehandler. Byens Sydhavn er i disse år under omdannelse fra industrihavn til byens nye bosætningsområde med ”Kulturarkaden”, der rummer bibliotek, musikskole og faciliteter for kulturelle arrangementer.
Spændende er et besøg på Masnedø via Masnedsundbroen. Her ligger, helt ud til vandet, et stort militært fæstningsanlæg, som blev opført i begyndelsen af 1900-tallet og angrebet af tyske faldskærmstropper under 2. verdenskrig. I 1952 blev fortet minedepot og i 1973 blev det afviklet som militært anlæg. Masnedø er offentligt tilgængeligt og bruges blandt andet om sommeren som en særlig ramme om årlige kunstudstillinger og til garagerockfestivalen Gutter Island.
I Vordingborg finder man også Ore Strand, som er byens lokale badestrand. Der fører mange stikveje igennem et villakvarter ned til stranden og store grønne områder, som i 2008 fik tildelt det Blå Flag.
Vordingborg er også kendt for sine festivaler: Festugen i juli måned, børnefestivalen "Vilde Vulkaner" og borgdagene på ruinterrænnet. Desuden holder den internationale teaterfestival Waves til her hvert andet år.